Ny svejsekoordinator til 3WIS


Pres på svejsekoordineringen
En øget tilgang af komplicerede opgaver med tilhørende dokumentation har skabt et behov for at udvide staben med en ny svejsekoordinator. 3WIS er derfor glade for at kunne byde velkommen til Jesper Rene Thrysøe Madsen. Adm. Direktør Kim Jacobsen giver et indblik i den udvikling, der ligger til grund for den nye ansættelse: ”Vores svejsekoordinatorer har løftet et stort læs i en lang periode. Vi har fået godt fat i vindmarkedet, derfor har vi nu behov for flere koordinatorer at trække på.
Vi skal kunne hjælpe vores kunder, når DE har brug for det – ikke kun når vi lige har tid!
Hos 3WIS satses der på en lille og omstillingsparat administrativ stab. Her skal svejsekoordinatorerne også være klar til at hoppe ud i værkstedet, hvis det bliver nødvendigt.
”For os er det meget vigtigt, at have nogle fleksible og alsidige svejsekoordinatorer. Udover dokumentationssiden skal de have en håndværksbaggrund og solid erfaring med at svejse. Vi tror klart på, at det giver dem en bedre evne til at løse deres opgaver. Vi har også projekter, hvor det er vigtigt at have vores svejsekoordinator med onsite, for at følge en særligt kompliceret opgave godt i mål. Det får vi langt bedre mulighed for nu. ”,
Kim Jacobsen
Klar til nye udfordringer som svejsekoordinator
For Jesper Rene Thrysøe Madsen selv var det muligheden for at få brugt sin IWS uddannelse mere, der gjorde jobskiftet relevant:
Jeg er uddannet og har arbejdet som svejser i mange år. Jeg har været omkring bl.a. Lindø, NR Stål, Kemp & Lauritzen og været en del offshore for FH Contractors. I 2017 blev jeg uddannet som IWS’er – jeg ser det som en form for fremtidssikring. For det her er en hård branche at være i. Når jeg engang er 50 år, kan jeg nok ikke ligge og kravle rundt i bunden af et skib. Derfor er det vigtigt for mig at komme igang med at bruge min IWS-uddannelse. Så jeg for alvor kan opbygge en solid erfaring. Jeg vil helst ikke gro fast, og jeg kan godt lide at tage en udfordring op, så jeg føler mig klar til at tage dette næste skridt i min faglige udvikling. Muligheden for at kombinere, så jeg både bliver skarp på dokumentationen og stadig får lov til at bruge min håndværksmæssige kompetencer passer mig derfor rigtig godt.
Og hos 3WIS ser man også frem til, at kunne trække på de nye kompetencer: ”Nu er vi igang med at lære Jesper at kende – og omvendt – men vi glæder os rigtigt meget til at koble ham på vores erfarne svejsekoordinatorer, så han blive trænet i vores QM, HSE og vores digitale svejsedokumentationssystem, så han kan gøre en masse gavn for vores kunder”, afslutter en tilfreds direktør.